-
Novo-aktien i stort fald
ソース: BDK Finans / 17 7 2024 11:29:34 America/Chicago
Da den danske børs lukkede onsdag, var Novo Nordisk faldet 5,3 procent. Faldet kan skyldes flere ting. Dels er det schweiziske medicinalselskab Roche kommet med testresultater, der kan indikere, at man kan have en konkurrent til Novo Nordisks produkter klar om fire-fem år, og dels lægger de hollandske myndigheder op til, at den danske medicinalvirksomheds fedmemiddel Wegovy ikke skal være en del af den hollandske sundhedsforsikring. Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, sagde til Berlingske tidligere på dagen, at denne »cocktaileffekt« kan være årsag til faldene. Investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard tilskrev hovedparten af faldene nyheden fra Roche. Roche-aktien endte onsdag med at stige 5,8 procent. Udmeldingen fra de hollandske sundhedsmyndigheder sker ifølge Bloomberg, fordi Novos ekstremt populære fedmemiddel Wegovy ville kunne udgøre en risiko for hele Hollands sundhedsbudget, hvis midlet skulle dækkes af sundhedssikringen. På grund af Novo Nordisks store markedsværdi giver aktiens bevægelser ofte også udslag i det ledende danske C25-indeks. Indekset lukkede onsdag med et kurstab på 2,1 procent, og det er foreløbigt det største kurstab på én dag for indekset i 2024. Zealand Pharma, der også forsker i lægemidler, faldt 8,4 procent i onsdagens handel. https://www.berlingske.dk/aktier/novo-aktien-i-stort-fald